Kast med kegle og rist: ”Det var noget voldsommere, end vi har prøvet før”

Den 19. april 2023 blev en 26-årig mand idømt fire måneders betinget fængsel for et røveri mod en REMA 1000 i Aalborg. En dom der hovedsageligt beroede sig på vidneforklaringerne fra købmanden og souschefen af butikken.

Af: Nicolai Steenberg Christensen

Kinder-chokolade, Power Aid, Red Bull og sokker. Det lyder umiddelbart som opskriften på en vild fredag aften, og det skulle det netop vise sig at blive den 22. september 2022, da en 26-årig mand blev anholdt for at have stjålet netop disse ting fra en REMA 1000 i Aalborg.

I Retten i Aalborg er manden nu tiltalt for røveri.

Tyveri bliver til røveri

Røveri dømmes ud fra straffelovens § 288. Forskellen på røveri og tyveri, er at i sager om røveri, skal der være anvendt vold eller trusler om vold for at anskaffe sig eller andre uberettiget vinding.

I denne sag er den 26-årige mand tiltalt for røveri da han, ifølge anklageren, skulle have brugt trusler om vold til at bringe de stjålne ting i sikkerhed.

I denne sag beror bevisførelsen sig på vidneudsagn, som blandt andet kommer fra ansatte, der var på arbejde, den dag den 26-årige begik røveriet. Tiltalte erkender at tyveriet har fundet sted, men nægter sig skyldig i røveriforholdet.

Retten går i gang klokken ni, men tiltalte er ikke dukket op. Forsvarer oplyser at han kommer senere, grundet forsinkelser med offentlig transport.

“Noget voldsommere end vi har prøvet før”

”Købmand!” bliver der rettet fra vidneskranken, da anklager fejlagtigt får angivet det nye vidnes titel som butikschef. Købmanden er det sidste vidne i sagen, og skal beskrive hvad der skete, da han og souschefen valgte at eftersætte den 26-årige mand gennem Aalborg, i håb om at få de stjålne varer tilbage.

Det skulle dog ikke vise sig at blive så nemt, at overtale den 26-årige mand om at vende tilbage til butikken med dem. Undervejs på deres tur, fandt den 26-årige mand først en trafikkegle, som han kastede i retning af de to REMA-chefer. De undveg keglen, og valgte herefter at bakke lidt væk fra manden.

”Det var noget voldsommere end vi havde prøvet før” forklarer købmanden i retten.

På en parkeringsplads længere nede af vejen, var de to igen nået tæt på den 26-årige, som sparkede til en kuglegrill, og kastede risten herfra imod de to chefer. Ikke længe skulle der dog gå, før politiet fandt de tre, og anholdte den 26-årige mand. Han blev taget med tilbage til butikken, hvor købmanden opgjorde omfanget af tyveriet. Kinder-chokolade, Power Aid, Red Bull, en juice og sokker for i alt 244 kr. er hvad den 26-årige fik i lommerne. Mange af varerne mistede han dog, i løbet af sin flugt fra butikken.

Mangelfuld hukommelse

Klokken 11:10 træder en yngre mand iført et træningssæt ind i retslokale N. Den 26-årige tiltalte, er endelig dukket op til retssagen. 11:15 begynder retten igen efter en kort pause. Tiltalte får nu lov til at give sin forklaring.

Han husker ikke meget fra aftenen, da han var voldsomt påvirket. Dog erkender manden at have begået tyveriet. Forsvarer forklarer, at han sig skyldig i røveri, da tiltalte ikke mener han reelt set var i stand til at udøve vold. Delvist på grund af hans tilstand, og også på grund af en skade i venstre arm, der har gjort den delvist lam.


Efter tiltaltes forklaring, og en kort votering, bliver der fældet dom. Tiltalte bliver kendt skyldig, og bliver straffet med 4 måneders betinget fængsel. En af betingelserne i dommen er at tiltalte skal begynde i misbrugsbehandling.

Tiltalte tager en kort snak med sin forsvarer, og accepterer herefter dommen.